​Ah røde godter i den søde juletid. Sukkerstænger hænger på juletræet, men hvordan får man så flotte røde striber? Der er god mulighed for, at de kommer fra knuste lus. Den røde farve udvindes ved at tørre og knuse skjold­lus til et fint pulver. Tjek din slikpose og hvis der står E120, Karmin eller kochenille, så er der knust lus på menuen.

Skjoldlusen Dactylopius coccus kommer fra Sydamerika, hvor landmænd holder dem som 'husdyr' på store kaktusmarker. Som små rubinrøde bloddråber sidder de under det voksskjold, de selv har bygget og suger plantesaften ud af kaktussen, indtil de bliver indsamlet, tørret og knust.

Skjoldlus er i øvrigt fantastiske (og lidt plagsomme hvis man er haveejer). Nogle gange ligner de små skinnende perler, andre gange muslingeskaller, og så er der en art der ligner en sammenrullet tennissok (med rødt mønster, men uden sandaler). Netop tennissok skjoldlusen (eller Icerya purchase som den hedder formelt) er virkelig besynderlig. Her kan døtre blive incestuøst befrugtet af deres far på trods af, at de aldrig har mødt ham, samt at han er død længe inden, de er kommet ud af ægget… men det er en helt anden historie ;-)

Skjoldlus er virkelig meget bizarre insekter. De voksne hunner kan ofte ikke bevæge sig, og har stærkt reducerede eller helt manglende ben og antenner. Tit har de ikke engang et klart defineret hoved. De lever hele livet uden at blive voksne (et begreb man kald neoteni), men formår stadig at lægge æg. En enkelt skjoldlusehun kan gemme mere end 1000 æg under skjoldet, så formeringspotentialet er enormt! Jomfrufødsel (partenogenese) er almindeligt, men ind i mellem sker der også god gammeldags parring.

Nu kommer vi endelig til de stakkels hanner. De findes, har vinger og lever kun få timer til et par uger. Så man ser dem nærmest aldrig. De tager ikke føde til sig, og har rent faktisk ingen mund. Men der er selvfølgelig heller ikke meget tid til at spise, hvis man på få timer skal nå at finde sig en flot hun gemt under en voksskal og befrugte hendes æg. Derefter dør han.

Den røde skjoldlus er i øvrigt ikke den eneste lus i skindpelsen, eller i hvert fald i dine julegodter. Hvis du synes, at juleæblet glinser ekstra flot og sukkerstangen har en særlig glans, er den måske smurt ind i sekreterne fra en anden skjoldlus – den lækre knasende glasering er i virkeligheden udskilt fra bagenden af Kerria laccia.
​
Hvis du gerne vil nyde skjoldlusene, men er vegetar, kan du ofte også finde dem i læbestift (slik dig ikke om munden) og neglelak.
Glædelig jul
 
Kilder:
http://www.livescience.com/15292-insect-incest-male-reproduction.html
http://eol.org/pages/836534/overview

Jeg er lige vendt hjem til store snedynger og en postkasse fyldt med fugtige aviser. Jeg har nemlig tilbragt 12 fantastiske dage på en lille ø i Thailand og jeg døjer med galloperende jetlag. Kontrasten mellem snedriver og koralrev er mærkbar, og jeg savner mine søpølser.

Søpølser har ellers også god grund til at være lidt deprimerede. De får aldrig den respekt, de fortjener. Oftest bliver de beskrevet som et dyr, der ligner en brun pølse af den slags, man virkelig ikke har lyst til at finde i svømmehallen.  De ligner mest en knortet bratwurst, der har overskredet sidste salgsdato, men søpølser er utrolige dyr.
I bedste superheltstil kan de gøre deres krop helt blød og smidig og klemme sig gennem de smalleste sprækker. Trygt igennem på den anden side ændrer de deres kollagen i kroppen og bliver gode og faste igen. Prøv selv det derhjemme næste gang, du har låst dig ude.

Men søpølserne har det hårdt. I Asien (og efter sigende på en restaurant i Malmø) spiser man disse blidt duvende bunddyr. De hævdes også at være et naturligt viagra sikkert fordi de kan gøre sig bløde og stive på kommando og sprøjter vand ud af hovedet hvis man samler dem op…
I Fransk Polynesien bliver de endda udsat for den store ydmygelse at blive brugt som klipklappere af de lokale fiskere. Nogle elastikker og et par søpølser og så kan du vandre hen over de skarpeste koraller og de mest stikkende søpindsvin… det er simpelthen tarveligt.

Søpølser gør ingen fortræd. Dagen går med at suge vand ind i den ene ende, spise hvad der nu er af snask og fiskeafføring og blidt spule det ud af den anden ende. Kommer nogen for tæt på (evt. med to elastikker i hånden), er søpølsens eneste modsvar at kaste sine egne tarme op i det ydmyge håb, at det jager fjenden væk. Derudover har søpølser det helt absurde problem, at fisk ofte flytter ind i deres anus! Det er åbenbart en så stor og gentagen udfordring, at visse søpølsearter har udviklet analtænder… så vidt jeg ved, som det eneste dyr på planeten.
​
Jeg savner at snorkle rundt over søstjernernes grimme fætter, mens de ligger og vugger på den hvide thailandske sandbund.  I skal derfor være forberedte på, at få mange flere historier om kryb og kravl fra varme lande i den næste tid :-)

Gæs er tydeligvis luskede dyr. Ikke alene tvinger de stakkels soldater til at blive biskopper, men de har også taget rumpen på deres nære slægtning anden. For hvem er det, vi hiver op af køledisken hver november? Det er jo anden, ikke gåsen.

Gåsehud burde man få ved tanken om de stakkels ænder, der må lade livet som standin for deres store fede slægtning. Gåsehud får du i øvrigt, når din stakkels nøgne krop glemmer de sidste 4 millioner års evolution og tror den stadig har pels. Finder du gåsen skræmmende prøver du at rejse pelsen og se større ud, det virker bare ikke så godt.

Men hvem er denne forræderiske gås og er den farlig? Det korte svar er: En fugl på op til 10 kg og ja den er farlig. En flyvende gås, der rammer et fly, slår lige så hårdt, som et pengeskab, der falder fra 3 meters højde.
Det er med det in mente rart, at vi ikke lever for 50 mio. år siden. Dengang havde gæssene tænder og et vingespænd på 5 meter.

Derudover har gæssene mange forsonende træk, de er meget loyale over for andre gæs især deres partner. Når slagteren griber gåsemor om halsen og sætter kurs mod huggeblokken, så angriber hendes mage med dødsforagt fjenden. Der er i øvrigt en meget stærk tendens til troskab hos gæs, dog kun til døden skiller og ikke resten af livet. Myten om enkegåsen, der i cølibat mindes sin afdøde mage er en menneskelig fabrikation. Nøjagtigt som det heller ikke er gåsens skyld, at anden ender i bradepanden. Det gør den fordi, den er mindre og billigere – og det kan gåsen jo ikke gøre for.

​Så næste år spiser jeg nok hverken and eller gås – med mindre jeg kan få fat på en Canadagås, den er nemlig invasiv. Gåsenes svar på en dræbersnegl.
 
Kilder:
http://www.livescience.com/2906-prehistoric-giant-goose-skull.html
http://www.livescience.com/3239-birds-jet-airplane.html
​