​Ah røde godter i den søde juletid. Sukkerstænger hænger på juletræet, men hvordan får man så flotte røde striber? Der er god mulighed for, at de kommer fra knuste lus. Den røde farve udvindes ved at tørre og knuse skjold­lus til et fint pulver. Tjek din slikpose og hvis der står E120, Karmin eller kochenille, så er der knust lus på menuen.

Skjoldlusen Dactylopius coccus kommer fra Sydamerika, hvor landmænd holder dem som 'husdyr' på store kaktusmarker. Som små rubinrøde bloddråber sidder de under det voksskjold, de selv har bygget og suger plantesaften ud af kaktussen, indtil de bliver indsamlet, tørret og knust.

Skjoldlus er i øvrigt fantastiske (og lidt plagsomme hvis man er haveejer). Nogle gange ligner de små skinnende perler, andre gange muslingeskaller, og så er der en art der ligner en sammenrullet tennissok (med rødt mønster, men uden sandaler). Netop tennissok skjoldlusen (eller Icerya purchase som den hedder formelt) er virkelig besynderlig. Her kan døtre blive incestuøst befrugtet af deres far på trods af, at de aldrig har mødt ham, samt at han er død længe inden, de er kommet ud af ægget… men det er en helt anden historie ;-)

Skjoldlus er virkelig meget bizarre insekter. De voksne hunner kan ofte ikke bevæge sig, og har stærkt reducerede eller helt manglende ben og antenner. Tit har de ikke engang et klart defineret hoved. De lever hele livet uden at blive voksne (et begreb man kald neoteni), men formår stadig at lægge æg. En enkelt skjoldlusehun kan gemme mere end 1000 æg under skjoldet, så formeringspotentialet er enormt! Jomfrufødsel (partenogenese) er almindeligt, men ind i mellem sker der også god gammeldags parring.

Nu kommer vi endelig til de stakkels hanner. De findes, har vinger og lever kun få timer til et par uger. Så man ser dem nærmest aldrig. De tager ikke føde til sig, og har rent faktisk ingen mund. Men der er selvfølgelig heller ikke meget tid til at spise, hvis man på få timer skal nå at finde sig en flot hun gemt under en voksskal og befrugte hendes æg. Derefter dør han.

Den røde skjoldlus er i øvrigt ikke den eneste lus i skindpelsen, eller i hvert fald i dine julegodter. Hvis du synes, at juleæblet glinser ekstra flot og sukkerstangen har en særlig glans, er den måske smurt ind i sekreterne fra en anden skjoldlus – den lækre knasende glasering er i virkeligheden udskilt fra bagenden af Kerria laccia.
​
Hvis du gerne vil nyde skjoldlusene, men er vegetar, kan du ofte også finde dem i læbestift (slik dig ikke om munden) og neglelak.
Glædelig jul
 
Kilder:
http://www.livescience.com/15292-insect-incest-male-reproduction.html
http://eol.org/pages/836534/overview

Jeg er blevet ramt af forkølelse, og det er jo altid en fest. Øjnene løber, og næsen føles, som om den er vendt på vrangen. Men det giver jo god tid til at tænke over vigtige spørgsmål, som f.eks. bliver fisk snottede?

Det korte svar er ja… men nu får i et lidt længere. Fisk har slim i næseborene, og er på den måde altid snottede. Slimen der dækker hele deres krop er i princippet også det samme som snot. Den skal smøre, fange bakterier og virus og på andre måde beskytte fisken. I modsætning til os mennesker begrænser fiskene ikke deres slimproduktion til kropsåbninger, men lader det flyde ud over hele kroppen.

Ingen er ud fra den betragtning mere snottet end slimålen. Dens krop er dækket af specielle kirtler, der kan udspy en sand fontæne af slim, hvis den føler sig truet eller generet. En enkelt slimål på 20 cm kan fylde en fastelavnstønde. Det er ikke helt uproblematisk for slimålen. Den kan blive kvalt i sin egen slim, og hvis den får det i næsen, nyser den. Det er et syn, jeg har til gode, men nøj hvor vil jeg gerne se en nysende slimål. I helt ekstreme tilfælde bliver slimålen fanget i sin egen slimklat, og for at slippe ud må den binde en knude på sin egen krop og trække sig igennem den… prøv det næste gang du dyrker yoga.

Slimen er i øvrigt fantastisk. Når den kommer i kontakt med vand udvider den sig kraftigt, så en teskefuld på få sekunder fylder en mælkekarton. Og hvem ved, måske kan slimålens udsondringer blive til morgendagens madpakkepapir, elastik til bungee jump eller astronauternes rumdragter. Det er der i hvert fald forskere, der arbejder på.

Hvorvidt fisk så får ekstra produktion af slim i næseborene under et bakterie- eller virusangreb, er svært at svare på. Så vidt jeg ved, har ingen tjekket endnu. Men ligesom os bliver de syge, og når det sker, gemmer de sig ikke under en varm dyne.

Bliver fisk udsat for et bakterieangreb, søger de bizart nok mod koldere vande. Det virker ulogisk, men i koldt vand har bakterierne det hårdere. Så måske kan man sige at fisk ikke bliver forkølede, men i stedet forvarmede. I øvrigt kan fisk også blive søsyge, men det er en helt anden historie.

Elefanter kan også blive forkølede, og så er der noget ved det. Det har jeg oplevet på egen krop, da en elefantunge, der var i gang med at undersøge mit øre, kom til at nyse. Det var lige før min trommehinde sprang, og jeg brugte en god del tid på at skrabe snot ud af mit øre. Jeg vil ikke nødvendigvis anbefale det.

I øvrigt producerer du selv omtrent 7 kopper slim pr dag… dog ikke kun fra næsen. Alle kropsåbninger er afhængige af lidt slim. Med det in mente, er det måske rart at tænke på, at slim i princippet er flydende krystal. Husk det næste gang du pudser næsen… og måske skal du overveje om du skal pudse næsen eller lave den gode gamle snøfter. De bakterier, du får i maven sammen med snotten, beskytter dig rent faktisk mod sygdomme senere, ved at stimulere immunforsvaret.
​
Og husk så det gode gamle råd. Hvis du bliver forkølet, tager det syv dage at blive rask. Men hvis du spiser appelsin, drikker te med honning, tager vitaminpiller, hyler af månen og pisker dig selv med birkegrene, tager det kun en uge.

For godt to ugers tid siden befandt jeg mig på en lille ø i det sydlige Thailand. Det var meget hårdt, der var ingen veje på øen, så jeg måtte hver dag selv gå ned af stranden for at få mig min green mango shake. Ikke nok med det, jeg blev også ofte vækket af min middagslur af larmende næsehornsfugle og der var tit kondensvand på min iskolde øl… jeg klagede selvfølgelig til resortets ledelse, dog uden det store resultat ;-)

Det der gjorde det hele udholdeligt var, at stranden var tæt besat af små nydelige mønstre, som om en hel børnehave havde kørt rundt på det fine sand med deres legetøjsbiler. Det var myriader af eremitkrebs, der havde lavet sporene. Små hyggelige krebsdyr med sneglehus på ryggen tøffede afsted hen over sandslotte og ind under min liggestol. Når de opdagede, at jeg holdt øje med dem, trak de sig ind i deres huse og lod som om de ikke fandtes, med mindre jeg samlede dem op. Så prøvede de høfligt men bestemt at skubbe mig væk.

Ellers gik deres tid med at finde et større hus. Der bliver dog ikke skrevet under på kontrakten, før alt er undersøgt. Der vendes og drejes, kigges og føles. Den gamle ejers rod og sand bliver hældt, ud og så kan man flytte ind… hvis man ellers overhovedet kan finde et hus. Ofte er de gode sneglehuse i så høj kurs, at der er venteliste. Så kan man se en hel række af eremitkrebs (den ene mindre end den anden) gå i gåsegang. Når den største finder et nyt og tomt hus, er de andre klar. Og en efter en flytter de ud af deres gamle bolig og ind hos naboen, der selv lige er flyttet. Det er et fantastisk syn.

Jeg har længe haft en svaghed for disse små fyre, der er så afhængige af deres sneglehus, at de konstant er på jagt efter en ny bolig. Boligmanglen kan blive så desperat, at alt har interesse (der bliver sikkert også givet penge under bordet). Tilbage i 1997, da jeg så dem første gangi Thailand, havde jeg endda den store fornøjelse at se nogle af dem flytte ind i gamle filmruller. Til yngre læsere bør jeg måske lige nævne, at før digitalkameraet puttede man en fysisk filmrulle ind i sit fotoapparat J. Det var lidt et kodak-moment at se små sorte plastikhylstre vimse rundt henover det fugtige sand, mens deres små nydelige klør sirligt samlede godbidder op.
​
Eremitkrebs er også de fødte riddere. Iført farvestrålende pladerustning er de på konstant jagt efter jomfruer og værdige modstandere til duel. Hos mange af arterne får hannen kun sex en gang om året, og han kan risikere at forspillet varer i dagevis. Mens han venter på, at prinsessen skal blive blød og medgørlig, må han kæmpe med andre hanner. I mellemtiden flygter objektet for deres attrå ofte og ender måske med at parre sig med en helt tredje han. Det er ikke nemt at være mand.