ANDERS KOFOED
  • Blog
    • Nyhedsbrev
  • Foredrag og arrangementer
    • Kommende foredrag
  • Bøger
  • Om mig
    • Til pressen
  • Kontakt
  • Brighterfuture
  • BrighterfutureEn
  • Marieskrigehønen

Tjener der er en liderlig flue i mit vinglas

11/29/2017

0 Comments

 
Billede

November er ikke altid den mest festlige måned at være ude i naturen, men heldigvis kan natur sagtens nydes indendørs. Det kræver for eksempel bare, at man nyder spændende biologiske processer, som gærsvampes evne til at danne alkohol.

Den anden dag sad jeg derfor og nød et glas rødvin, mens jeg kiggede ud af vinduet på regnvejret. Jeg blev dog ikke snydt for zoologiske næroplevelser, for en bananflue landede i min vin. Det var en behagelig overraskelse for typisk er bananfluesæsonen slut i oktober, men mit hus må være lunt og godt. Til gengæld bildte jeg mig ind, at vinen smagte anderledes. Men det burde jo ikke give mening, en bananflue er kun et lille dyr med en begrænset overflade, så hvad den kunne have efterladt i min vin, burde blive så fortyndet at det var usmageligt.

Men der er måske noget om snakken, i hvert fald hvis den druknede flue var en hun. Ny forskning viser, at de duftstoffer som bananfluehunner uddunster, kan opfanges af de menneskelige smagsløg. Et enkelt nanogram af hunligt kønsferomon kan opfanges af den menneskelige lugtesans og bananfluer udskiller 2,4 nanogram i timen. For at være ærlig kræver det dog nok mere avancerede vinevner end mine, men professionelle connoisseurer kan åbenbart ane dette. Det kræver også, at man er lidt længe om at drikke sit glas. Kønnet blev checket ved at nærstudere bagdelen, og den var god nok, det var en hun.

Men hvorfor landede fluen i min vin til at starte med? Bananfluehunner går aktivt efter at lægge æg i frugt, der er så gæret, at der er en reel promille i dem. De foretrækker pilsnerstyrke men et glas glögg eller en god rødvin, kimser de heller ikke af. Det hele handler om at børnene skal lære at drikke i trygge rammer. Bananfluelarver og æg har en meget høj alkoholtolerance, men det har deres værste fjende snyltehvepsen ikke. Og som man siger: ”Hellere et snalret barn end et barn med hvepseæg i maven, der æder dem indefra.”
​

Hvis du også ønsker dig ekstra protein i dit glas, men ikke har bananfluer i hjemmet her i julen. Alle de gode juledrikke byder på små blinde passagerer. Både glögg og øl er proppet med bladlus – ja man regner med at der går 300 små bladlus til at lave en enkelt julebryg. Det er tilsætningen af humle, der er humlen ved det hele. Mellem bladene sidder de små bæster, og der er ikke tid til at sortere dem fra. Og spørg mig slet ikke om kakerlakkerne i chokoladekalenderen…
​

0 Comments

Kompostbunken – vulkanøen i din baghave

11/2/2017

0 Comments

 
Billede
Vi nærmer os november, og det er ved at blive koldt og kedeligt ude i haven. Pindsvin og flagermus har så småt lagt sig for vinteren, og langt de fleste herlige kryb er enten døde eller har gemt sig.
Men bagest i haven ligger tropeparadiset. Som en lille vulkanø i det store kolde efterårshav ligger den og damper om morgenen.

Ude ved kanten er der ikke det store liv, men graver man dybere ned i ”vegetationen” eksploderer det. Her jager baghavejaguaren - den fantastiske skolopender, med giftkroge, 3 sæt kæber og limpistoler på bagbenene. Byttet er den velpansrede bænkebider – et krebsdyr der drejede forkert og havnede oppe på land for mere end 40 millioner år siden og aldrig er vendt tilbage til havet.

Kigger du godt efter kan du se tusinder og atter tusinder af springhaler. En enkelt kvadratmeter jord kan indeholde 100.000 af dem. Selvom du ikke kender dem, er de vigtige. De laver god nærende jord ved at smaske svampesporer, insektlort og andet snavs i sig. Og så er de endda meget renlige. De bruger lang tid på at smøre sig selv ind i en speciel creme. Det gør dem vandtætte, så de ikke tørrer ud. Men når man kun er på størrelse med et komma, skal der heller ikke meget solstråle til, før man er tør som et sandkorn i ørkenen. Derfor bor springhaler næsten altid fugtige steder. Kan springe 150 gange sin egen længde. Og det er endda med en dobbelt forlæns saltomortale. Spring lige over Eiffeltårnet næste gang du er i Paris. Springhaler har et specielt stof i skallen, der hedder resilin. Det er fantastisk til at oplagre energi. Den energi skal bruges i springet.

Men de vigtigste dyr i bunken er regnormene. Utrætteligt gumler de sig igennem det døde plantemateriale og omdanner det til god muld. Regnormen er en mestergraver. Den udskiller slim på huden så den lettere kan kravle gennem tør jord. Den æder også jorden, men helst tørre blade og andre døde planterester. Dem knuser de med stærke muskler og sten de har spist. Utrolige mængder af jord og blade bliver flyttet og styrken er respektabel – unge regnorm kan skubbe 50 gange egen vægt… og så skider den sig egen vægt af sort guld ud hver dag.

Svampene og bakterierne fortjener også en kommentar. Uden deres evne til at nedbryde cellulose og ligning ville vi vade rundt i 60 tykt lagt af døde træer, kviste og blade. Især de svampelignende bakterier -actinomyceterne er lette at holde af – det er dem, der giver muld den dejlige muldduft.

Men grav ikke for dybt, for i det indre lurer vulkanen. En velbygget kompostbunke kan være 70 grader inde i midten, nok til at man næsten skolder fingrene og herinde er der intet dyreliv. Dræbersnegleæg bliver kogt, skvalderkålens rødder må give op. Varmen kommer fra bakteriernes forrådning af alt plantematerialet, og processerne er så heftige, at det næsten koger. Herinde overlever kun de termofile bakterier, som vi ellers kender fra vulkanske kilder og undersøiske geysere.

At lave en kompostbunke er i øvrigt en opgave, der får deltagerne i Den store kagedyst til at ligne sløsede amatører. Ægte kompostentusiaster måler temperaturen hver dag, sammensætter lag med forskellige næringsindhold og struktur og dyrker deres rådnende dynge, som var den et tempel.
 
​

0 Comments
    Billede

    Anders Kofoed

    Foredragsholder, formidler og fortæller.

    Naturen er forunderlig, finurlig og fantastisk! Ligegyldigt hvad Steven Spielberg, James Cameron og J.K. Rowling finder på, så bliver det aldrig mere syret og eventyrligt, end hvad Moder Jord har at byde på.

    Nyhedsbrev

    Arkiver

    March 2018
    November 2017
    October 2017
    September 2017
    August 2017
    July 2017
    June 2017
    April 2017
    November 2016
    March 2016
    January 2016
    December 2015
    November 2015

    Kategorier

    All
    Alder
    Mad
    Menneskedyret
    Rejse
    Sex
    Vold

    Billede

    RSS Feed

Få Danmarks mest naturlige nyhedsbrev. Jeg bringer naturen ind i din stue - eller hvor du nu er - cirka en gang om måneden. Her samler jeg en lille pose af natur-nyheder og fortæller om nye arrangementer.

Kom snart igen!


  • Blog
    • Nyhedsbrev
  • Foredrag og arrangementer
    • Kommende foredrag
  • Bøger
  • Om mig
    • Til pressen
  • Kontakt
  • Brighterfuture
  • BrighterfutureEn
  • Marieskrigehønen