Jeg er blevet ramt af forkølelse, og det er jo altid en fest. Øjnene løber, og næsen føles, som om den er vendt på vrangen. Men det giver jo god tid til at tænke over vigtige spørgsmål, som f.eks. bliver fisk snottede?

Det korte svar er ja… men nu får i et lidt længere. Fisk har slim i næseborene, og er på den måde altid snottede. Slimen der dækker hele deres krop er i princippet også det samme som snot. Den skal smøre, fange bakterier og virus og på andre måde beskytte fisken. I modsætning til os mennesker begrænser fiskene ikke deres slimproduktion til kropsåbninger, men lader det flyde ud over hele kroppen.

Ingen er ud fra den betragtning mere snottet end slimålen. Dens krop er dækket af specielle kirtler, der kan udspy en sand fontæne af slim, hvis den føler sig truet eller generet. En enkelt slimål på 20 cm kan fylde en fastelavnstønde. Det er ikke helt uproblematisk for slimålen. Den kan blive kvalt i sin egen slim, og hvis den får det i næsen, nyser den. Det er et syn, jeg har til gode, men nøj hvor vil jeg gerne se en nysende slimål. I helt ekstreme tilfælde bliver slimålen fanget i sin egen slimklat, og for at slippe ud må den binde en knude på sin egen krop og trække sig igennem den… prøv det næste gang du dyrker yoga.

Slimen er i øvrigt fantastisk. Når den kommer i kontakt med vand udvider den sig kraftigt, så en teskefuld på få sekunder fylder en mælkekarton. Og hvem ved, måske kan slimålens udsondringer blive til morgendagens madpakkepapir, elastik til bungee jump eller astronauternes rumdragter. Det er der i hvert fald forskere, der arbejder på.

Hvorvidt fisk så får ekstra produktion af slim i næseborene under et bakterie- eller virusangreb, er svært at svare på. Så vidt jeg ved, har ingen tjekket endnu. Men ligesom os bliver de syge, og når det sker, gemmer de sig ikke under en varm dyne.

Bliver fisk udsat for et bakterieangreb, søger de bizart nok mod koldere vande. Det virker ulogisk, men i koldt vand har bakterierne det hårdere. Så måske kan man sige at fisk ikke bliver forkølede, men i stedet forvarmede. I øvrigt kan fisk også blive søsyge, men det er en helt anden historie.

Elefanter kan også blive forkølede, og så er der noget ved det. Det har jeg oplevet på egen krop, da en elefantunge, der var i gang med at undersøge mit øre, kom til at nyse. Det var lige før min trommehinde sprang, og jeg brugte en god del tid på at skrabe snot ud af mit øre. Jeg vil ikke nødvendigvis anbefale det.

I øvrigt producerer du selv omtrent 7 kopper slim pr dag… dog ikke kun fra næsen. Alle kropsåbninger er afhængige af lidt slim. Med det in mente, er det måske rart at tænke på, at slim i princippet er flydende krystal. Husk det næste gang du pudser næsen… og måske skal du overveje om du skal pudse næsen eller lave den gode gamle snøfter. De bakterier, du får i maven sammen med snotten, beskytter dig rent faktisk mod sygdomme senere, ved at stimulere immunforsvaret.
​
Og husk så det gode gamle råd. Hvis du bliver forkølet, tager det syv dage at blive rask. Men hvis du spiser appelsin, drikker te med honning, tager vitaminpiller, hyler af månen og pisker dig selv med birkegrene, tager det kun en uge.

For godt to ugers tid siden befandt jeg mig på en lille ø i det sydlige Thailand. Det var meget hårdt, der var ingen veje på øen, så jeg måtte hver dag selv gå ned af stranden for at få mig min green mango shake. Ikke nok med det, jeg blev også ofte vækket af min middagslur af larmende næsehornsfugle og der var tit kondensvand på min iskolde øl… jeg klagede selvfølgelig til resortets ledelse, dog uden det store resultat ;-)

Det der gjorde det hele udholdeligt var, at stranden var tæt besat af små nydelige mønstre, som om en hel børnehave havde kørt rundt på det fine sand med deres legetøjsbiler. Det var myriader af eremitkrebs, der havde lavet sporene. Små hyggelige krebsdyr med sneglehus på ryggen tøffede afsted hen over sandslotte og ind under min liggestol. Når de opdagede, at jeg holdt øje med dem, trak de sig ind i deres huse og lod som om de ikke fandtes, med mindre jeg samlede dem op. Så prøvede de høfligt men bestemt at skubbe mig væk.

Ellers gik deres tid med at finde et større hus. Der bliver dog ikke skrevet under på kontrakten, før alt er undersøgt. Der vendes og drejes, kigges og føles. Den gamle ejers rod og sand bliver hældt, ud og så kan man flytte ind… hvis man ellers overhovedet kan finde et hus. Ofte er de gode sneglehuse i så høj kurs, at der er venteliste. Så kan man se en hel række af eremitkrebs (den ene mindre end den anden) gå i gåsegang. Når den største finder et nyt og tomt hus, er de andre klar. Og en efter en flytter de ud af deres gamle bolig og ind hos naboen, der selv lige er flyttet. Det er et fantastisk syn.

Jeg har længe haft en svaghed for disse små fyre, der er så afhængige af deres sneglehus, at de konstant er på jagt efter en ny bolig. Boligmanglen kan blive så desperat, at alt har interesse (der bliver sikkert også givet penge under bordet). Tilbage i 1997, da jeg så dem første gangi Thailand, havde jeg endda den store fornøjelse at se nogle af dem flytte ind i gamle filmruller. Til yngre læsere bør jeg måske lige nævne, at før digitalkameraet puttede man en fysisk filmrulle ind i sit fotoapparat J. Det var lidt et kodak-moment at se små sorte plastikhylstre vimse rundt henover det fugtige sand, mens deres små nydelige klør sirligt samlede godbidder op.
​
Eremitkrebs er også de fødte riddere. Iført farvestrålende pladerustning er de på konstant jagt efter jomfruer og værdige modstandere til duel. Hos mange af arterne får hannen kun sex en gang om året, og han kan risikere at forspillet varer i dagevis. Mens han venter på, at prinsessen skal blive blød og medgørlig, må han kæmpe med andre hanner. I mellemtiden flygter objektet for deres attrå ofte og ender måske med at parre sig med en helt tredje han. Det er ikke nemt at være mand.

Jeg er lige vendt hjem til store snedynger og en postkasse fyldt med fugtige aviser. Jeg har nemlig tilbragt 12 fantastiske dage på en lille ø i Thailand og jeg døjer med galloperende jetlag. Kontrasten mellem snedriver og koralrev er mærkbar, og jeg savner mine søpølser.

Søpølser har ellers også god grund til at være lidt deprimerede. De får aldrig den respekt, de fortjener. Oftest bliver de beskrevet som et dyr, der ligner en brun pølse af den slags, man virkelig ikke har lyst til at finde i svømmehallen.  De ligner mest en knortet bratwurst, der har overskredet sidste salgsdato, men søpølser er utrolige dyr.
I bedste superheltstil kan de gøre deres krop helt blød og smidig og klemme sig gennem de smalleste sprækker. Trygt igennem på den anden side ændrer de deres kollagen i kroppen og bliver gode og faste igen. Prøv selv det derhjemme næste gang, du har låst dig ude.

Men søpølserne har det hårdt. I Asien (og efter sigende på en restaurant i Malmø) spiser man disse blidt duvende bunddyr. De hævdes også at være et naturligt viagra sikkert fordi de kan gøre sig bløde og stive på kommando og sprøjter vand ud af hovedet hvis man samler dem op…
I Fransk Polynesien bliver de endda udsat for den store ydmygelse at blive brugt som klipklappere af de lokale fiskere. Nogle elastikker og et par søpølser og så kan du vandre hen over de skarpeste koraller og de mest stikkende søpindsvin… det er simpelthen tarveligt.

Søpølser gør ingen fortræd. Dagen går med at suge vand ind i den ene ende, spise hvad der nu er af snask og fiskeafføring og blidt spule det ud af den anden ende. Kommer nogen for tæt på (evt. med to elastikker i hånden), er søpølsens eneste modsvar at kaste sine egne tarme op i det ydmyge håb, at det jager fjenden væk. Derudover har søpølser det helt absurde problem, at fisk ofte flytter ind i deres anus! Det er åbenbart en så stor og gentagen udfordring, at visse søpølsearter har udviklet analtænder… så vidt jeg ved, som det eneste dyr på planeten.
​
Jeg savner at snorkle rundt over søstjernernes grimme fætter, mens de ligger og vugger på den hvide thailandske sandbund.  I skal derfor være forberedte på, at få mange flere historier om kryb og kravl fra varme lande i den næste tid :-)

Det er juletid og dermed den traditionelle sæson for alkoholkørsel og utroskab – en smuk og traditionel tid. Hvert kontor har sin mester ud i diciplinen ”vær troløs på en kopimaskine”. Men ingen overgår alfesmutten.

Den lille farverige fugl (med det fantastiske navn) er verdens mest utro, og det siger ikke så lidt. Fugle er generelt ikke specielt moralsk anlagt, når det kommer til ”indtil døden jer skiller”.

Tornskaden holder typisk elskerinder, som han endda giver større gaver end sin egen kone. Selv hos svanen, der ofte danner par for livet, er hver sjette grimme ælling naboens eller postbudets. Men værst ser det ud hos den lille spurvefugl alfesmutten fra Australien. Han og hun danner socialt par, men begge er utro til højre og venstre. Slemmest er hunnen dog, ikke alene har hun en fast gruppe af elskere (helst ældre hanner), men selv dem er hun utro, hvis chancen byder sig.

Danskere er nu heller ikke dårlige til det – vi er rent faktisk verdens næstmest utro land (kun overgået af Thailand, hvis man tror på statistikbureauet Statistica). Næsten hver anden har været deres ægtefælle utro på et eller andet tidspunkt. Hvis vi minder om amerikanerne vil 3 ud af 100 børn ikke have den far de tror de har… men det er trods alt bedre end svaner.

Men tilbage til menneskedyret, hvornår skal du holde ekstra øje med din viv eller husbond?

Er din partner rockfan? Så skal du være bange. 41 % af alle utro foretrækker rock frem for andre musikgenrer (find dig i stedet en, der kan lide hip hop) – det er statistisk bevist.

Har din partner ægløsning? Så pas på, det er det tidspunkt, hun er mest tilbøjelig til at være utro. Dog kun hvis hun finder dig seksuelt uattraktiv (spørg hende om det først).

Er din mand glad er han nok i gang med at ”redde” jeres ægteskab ved at være utro. 56% af alle utro mænd er glade for deres ægteskab og mener i øvrigt, at de ved at muntre sig ude i byen undgår at være så triste derhjemme, at det går ud over forholdet…

​Er din partner religiøs? Tja det får du ikke noget ud af, religiøse er lige så slemme som os andre. Kun hvis vedkommende regelmæssigt besøger kirken kan du ånde lettet op. Det nedsætter risikoen for utroskab voldsomt (måske fordi der kommer så få i den danske folkekirke).
​
Men først og fremmest – bare vær glad for at du ikke er gift med en alfesmutte.
 
 
http://www.sciencedaily.com/releases/2006/06/060607170545.htm
http://www.publish.csiro.au/paper/MU12094.htm
http://www.dailymail.co.uk/femail/article-2614828/Adulterers-LOVE-rock-n-roll-country-dont-care-hip-hop-70-cent-wouldnt-date-different-music-tastes-says-new-survey.html#ixzz30DYDPokB
http://www.livescience.com/4888-prayer-guarantee-adultery.html

Gæs er tydeligvis luskede dyr. Ikke alene tvinger de stakkels soldater til at blive biskopper, men de har også taget rumpen på deres nære slægtning anden. For hvem er det, vi hiver op af køledisken hver november? Det er jo anden, ikke gåsen.

Gåsehud burde man få ved tanken om de stakkels ænder, der må lade livet som standin for deres store fede slægtning. Gåsehud får du i øvrigt, når din stakkels nøgne krop glemmer de sidste 4 millioner års evolution og tror den stadig har pels. Finder du gåsen skræmmende prøver du at rejse pelsen og se større ud, det virker bare ikke så godt.

Men hvem er denne forræderiske gås og er den farlig? Det korte svar er: En fugl på op til 10 kg og ja den er farlig. En flyvende gås, der rammer et fly, slår lige så hårdt, som et pengeskab, der falder fra 3 meters højde.
Det er med det in mente rart, at vi ikke lever for 50 mio. år siden. Dengang havde gæssene tænder og et vingespænd på 5 meter.

Derudover har gæssene mange forsonende træk, de er meget loyale over for andre gæs især deres partner. Når slagteren griber gåsemor om halsen og sætter kurs mod huggeblokken, så angriber hendes mage med dødsforagt fjenden. Der er i øvrigt en meget stærk tendens til troskab hos gæs, dog kun til døden skiller og ikke resten af livet. Myten om enkegåsen, der i cølibat mindes sin afdøde mage er en menneskelig fabrikation. Nøjagtigt som det heller ikke er gåsens skyld, at anden ender i bradepanden. Det gør den fordi, den er mindre og billigere – og det kan gåsen jo ikke gøre for.

​Så næste år spiser jeg nok hverken and eller gås – med mindre jeg kan få fat på en Canadagås, den er nemlig invasiv. Gåsenes svar på en dræbersnegl.
 
Kilder:
http://www.livescience.com/2906-prehistoric-giant-goose-skull.html
http://www.livescience.com/3239-birds-jet-airplane.html
​

Molboøsters ser omtrent lige så spændende ud som sten. Men indeni gemmer der sig utrolige historier. Nogen gange en hel verdenshistorie.

I 2006 hev britiske biologer en molboøsters op fra den islandske havbund og frøs den ned med det samme. Fem år senere sad en forsker og talte ringe på den døde musling og fik langsomt sved på panden.Ligesom træer danner molboøsters årringe, og denne østers havde mange ringe… helt utroligt mange ringe. Første tælling viste godt 400 årringe og en fintælling øgede i 2013 tallet til 507 år. Det gik op for forskeren, at han havde slået verdens ældste dyr ihjel.Muslingen han havde under mikroskopet havde været lille larve i 1499 – kun syv år efter Christopher Columbus opdagede Amerika, og mere end 100 år før rundetårn blev bygget. Den var dermed langt ældre end hvaler og havskildpadder.Grunden til drabet var ikke ondskab men derimod klimaforskning. På varme år danner molboøstersen tykke ringe og i kolde år kun smalle ringe. Samtidig lagres ilt-isotoper i østersskallen, og vupti kan et lille bløddyr fortælle om, hvordan vejret har været de sidste mange århundreder.

Vil man selv gerne leve 507 år er opskriften rutiner og ingen variation. Molboøsters, der lever steder hvor iltindhold og saltkoncentration varierer meget, dør tidligt. Samtidig skal man være tilfreds med, at ens liv består i at ligge i århundreder i en mudret bund, mens man suger grumset vand ind med snorkel. Undgår man samtidig at blive åbnet af krabber, og at søstjerner kaster deres mavesæk op ud over en, så er det lange liv sikret. Den islandske molboøsters døde i 2006, men hvem ved om der ligger en endnu ældre og gemmer sig i dyndet i Lillebælt?

Hvis man tager en søhest og hiver den i begge ender, vil den ligne en tangnål. Begge fisk hører da også til nålefiskene. 

Hos nålefiskene er det far, der bliver gravid. Mor lægger æggene i en rugepose på fars mave, og så må han i bedste kængurustil bære rundt på æggene. Inde i maven sørger far for næring og ilt til de små. Efter 5-6 uger sprækker maven, og ud vælter det med små tangnåle. Derefter vender hunnen tilbage og hopper på ham igen. Det er ikke ualmindeligt, at han kun får et døgns pause.
Hunnerne i nålefiskfamilien er ofte større og stærkere end hannerne, og en god stor hun er populær hos de små hanner. Hos nogen arter er størrelsen endda så vigtig, at hannen - i skuffelse over at være blevet gravid med med en lidt for lille hun - kan finde på at æde deres fælles æg og unger. Det vildeste er, at det sker ved at suge livet ud af dem med maveskindet. Samme skæbne er æggene fra store fede hunner ikke udsat for. 
Tangnålene er perfekt tilpasset livet i ålegræsset. De er aflange og svømmer med hovedet opad i langsomme bevægelser, som var de løsrevne blade, der driver i dønningen.

Nålefisk er et smukt eksempel på, at der ikke er kedeligt under Danmarks overflade – i hvert fald så længe vi passer på dem og ålegræsset.