Hvert år fra marts til oktober invaderes vore haver af store lortebrune slimede nøgne væsner, der drypper af gullig slim og som tandfræser sig igennem præmie-hortensiaen.
Enorme summer bliver brugt i bekæmpelsen. Sneglegift strøs ud så rundhåndet, at haven er pudret som et nisselandskab. Ølfælder fyldes og tømmes og kogende vand laver gråslimet grød af plageånderne, men hvad virker egentlig?
Før vi når så langt skal vi selvfølgelig lige have lidt fakta på bordet om dræbersneglen:
Afhængig af forårets temperatur kommer de overvintrende små dræbersnegle frem i marts–april, og i maj begynder de æglægningen. Men som noget ganske unikt behøver der ikke være to snegle til forplantning. Dræbersneglen er hermafrodit og dermed både han og hun på samme tid. Det gælder for de fleste snegle men de skal stadig finde sig en mage. Sådan er det dog ikke for dræbersneglen, den kan befrugte sig selv og lægge 400 æg. De 400 nye dræbersnegle kan hver især lave 400 nye snegle og derfor er det ikke underligt at haven pludselig drukner i de brune slimede grovædere.
Dræbersneglen har 27.000 tænder. Krokodiller har lidt over 60 og hvidhajer har omkring 300. Så dødens gab tilhører skovsneglene. Men navnet dræbersnegl er noget af en tilsnigelse. En svensk journalist så, hvordan en gruppe af brune skovsnegle åd en masse døde artsfæller. Han gav dem navnet mördarsniglen, som på dansk blev til dræbersneglen – og resten er historie. Dens officielle navn er i øvrigt iberisk skovsnegl, og det er heller ikke et velvalgt navn.
Dræbersneglen ligner en art fra Den iberiske halvø, så derfor var det nærliggende at give skylden for deres fremmarch i hele Europa til dem. Men bare fordi man ligner nogen, behøver man ikke være samme slags, og DNA-undersøgelser har ikke kunnet påvise, at den ægte iberiske skovsnegl og dræbersneglen er den samme. Så i dag ved vi rent faktisk ikke, hvor dræbersneglen kommer fra. Det kan godt være fra Spanien, men det kan også være alle mulige andre steder fra.
Hvordan bekæmper vi den?
Men måske er det ikke så relevant, hvor dræbersneglen kommer fra. De fleste af os er mere interesserede i, hvordan vi slipper af med den igen.
Den eneste metode der virker er hverken gift (det er også noget svineri), ølfælder eller sneglehegn. Du skal ud og samle dem sammen og så aflive dem bagefter. Det har en stor norsk undersøgelse påvist. De andre metoder er simpelthen bare ikke lige så effektive. Aflivningen er mest human med et klip bag åndehullet eller rigeligt spilkogende vand. Så drik din øl selv, og hold nu bare din have fri for sneglegift og salt.
Du skal dog ikke pille på en dræbersnegl og slikke på fingrene bagefter. Der kan nemlig være bakterier i slimen, for dræbersneglen er særligt glad for hundelort. Den er derfor til tider bærer af salmonella og listeriabakterier. Den er på mange måder ikke særlig lækker.
Men tag det fra en erfaren sneglesamler og hovedafhugger. Heller ikke denne metode virker, de er kommet for at blive. Så den ultimative løsning er desværre at flytte i lejlighed, så kan du nyde din øl på altanen fuldkommen sneglefrit.
Enorme summer bliver brugt i bekæmpelsen. Sneglegift strøs ud så rundhåndet, at haven er pudret som et nisselandskab. Ølfælder fyldes og tømmes og kogende vand laver gråslimet grød af plageånderne, men hvad virker egentlig?
Før vi når så langt skal vi selvfølgelig lige have lidt fakta på bordet om dræbersneglen:
Afhængig af forårets temperatur kommer de overvintrende små dræbersnegle frem i marts–april, og i maj begynder de æglægningen. Men som noget ganske unikt behøver der ikke være to snegle til forplantning. Dræbersneglen er hermafrodit og dermed både han og hun på samme tid. Det gælder for de fleste snegle men de skal stadig finde sig en mage. Sådan er det dog ikke for dræbersneglen, den kan befrugte sig selv og lægge 400 æg. De 400 nye dræbersnegle kan hver især lave 400 nye snegle og derfor er det ikke underligt at haven pludselig drukner i de brune slimede grovædere.
Dræbersneglen har 27.000 tænder. Krokodiller har lidt over 60 og hvidhajer har omkring 300. Så dødens gab tilhører skovsneglene. Men navnet dræbersnegl er noget af en tilsnigelse. En svensk journalist så, hvordan en gruppe af brune skovsnegle åd en masse døde artsfæller. Han gav dem navnet mördarsniglen, som på dansk blev til dræbersneglen – og resten er historie. Dens officielle navn er i øvrigt iberisk skovsnegl, og det er heller ikke et velvalgt navn.
Dræbersneglen ligner en art fra Den iberiske halvø, så derfor var det nærliggende at give skylden for deres fremmarch i hele Europa til dem. Men bare fordi man ligner nogen, behøver man ikke være samme slags, og DNA-undersøgelser har ikke kunnet påvise, at den ægte iberiske skovsnegl og dræbersneglen er den samme. Så i dag ved vi rent faktisk ikke, hvor dræbersneglen kommer fra. Det kan godt være fra Spanien, men det kan også være alle mulige andre steder fra.
Hvordan bekæmper vi den?
Men måske er det ikke så relevant, hvor dræbersneglen kommer fra. De fleste af os er mere interesserede i, hvordan vi slipper af med den igen.
Den eneste metode der virker er hverken gift (det er også noget svineri), ølfælder eller sneglehegn. Du skal ud og samle dem sammen og så aflive dem bagefter. Det har en stor norsk undersøgelse påvist. De andre metoder er simpelthen bare ikke lige så effektive. Aflivningen er mest human med et klip bag åndehullet eller rigeligt spilkogende vand. Så drik din øl selv, og hold nu bare din have fri for sneglegift og salt.
Du skal dog ikke pille på en dræbersnegl og slikke på fingrene bagefter. Der kan nemlig være bakterier i slimen, for dræbersneglen er særligt glad for hundelort. Den er derfor til tider bærer af salmonella og listeriabakterier. Den er på mange måder ikke særlig lækker.
Men tag det fra en erfaren sneglesamler og hovedafhugger. Heller ikke denne metode virker, de er kommet for at blive. Så den ultimative løsning er desværre at flytte i lejlighed, så kan du nyde din øl på altanen fuldkommen sneglefrit.
RSS-feed