Det korte svar er ja… men nu får i et lidt længere. Fisk har slim i næseborene, og er på den måde altid snottede. Slimen der dækker hele deres krop er i princippet også det samme som snot. Den skal smøre, fange bakterier og virus og på andre måde beskytte fisken. I modsætning til os mennesker begrænser fiskene ikke deres slimproduktion til kropsåbninger, men lader det flyde ud over hele kroppen.
Ingen er ud fra den betragtning mere snottet end slimålen. Dens krop er dækket af specielle kirtler, der kan udspy en sand fontæne af slim, hvis den føler sig truet eller generet. En enkelt slimål på 20 cm kan fylde en fastelavnstønde. Det er ikke helt uproblematisk for slimålen. Den kan blive kvalt i sin egen slim, og hvis den får det i næsen, nyser den. Det er et syn, jeg har til gode, men nøj hvor vil jeg gerne se en nysende slimål. I helt ekstreme tilfælde bliver slimålen fanget i sin egen slimklat, og for at slippe ud må den binde en knude på sin egen krop og trække sig igennem den… prøv det næste gang du dyrker yoga.
Slimen er i øvrigt fantastisk. Når den kommer i kontakt med vand udvider den sig kraftigt, så en teskefuld på få sekunder fylder en mælkekarton. Og hvem ved, måske kan slimålens udsondringer blive til morgendagens madpakkepapir, elastik til bungee jump eller astronauternes rumdragter. Det er der i hvert fald forskere, der arbejder på.
Hvorvidt fisk så får ekstra produktion af slim i næseborene under et bakterie- eller virusangreb, er svært at svare på. Så vidt jeg ved, har ingen tjekket endnu. Men ligesom os bliver de syge, og når det sker, gemmer de sig ikke under en varm dyne.
Bliver fisk udsat for et bakterieangreb, søger de bizart nok mod koldere vande. Det virker ulogisk, men i koldt vand har bakterierne det hårdere. Så måske kan man sige at fisk ikke bliver forkølede, men i stedet forvarmede. I øvrigt kan fisk også blive søsyge, men det er en helt anden historie.
Elefanter kan også blive forkølede, og så er der noget ved det. Det har jeg oplevet på egen krop, da en elefantunge, der var i gang med at undersøge mit øre, kom til at nyse. Det var lige før min trommehinde sprang, og jeg brugte en god del tid på at skrabe snot ud af mit øre. Jeg vil ikke nødvendigvis anbefale det.
I øvrigt producerer du selv omtrent 7 kopper slim pr dag… dog ikke kun fra næsen. Alle kropsåbninger er afhængige af lidt slim. Med det in mente, er det måske rart at tænke på, at slim i princippet er flydende krystal. Husk det næste gang du pudser næsen… og måske skal du overveje om du skal pudse næsen eller lave den gode gamle snøfter. De bakterier, du får i maven sammen med snotten, beskytter dig rent faktisk mod sygdomme senere, ved at stimulere immunforsvaret.
Og husk så det gode gamle råd. Hvis du bliver forkølet, tager det syv dage at blive rask. Men hvis du spiser appelsin, drikker te med honning, tager vitaminpiller, hyler af månen og pisker dig selv med birkegrene, tager det kun en uge.