Denne sommer har det summet mere over sengen end over engen. Det fugtige vejr med mange vandpytter er myggevejr, men nu får du endelig det 100% virksomme råd til, hvordan du undgår myg.

Før vi når så langt skal vi selvfølgelig fryde os lidt over myggenes biologi, de er nogle fabelagtigt fede fyre.
Myg kan slå med vingerne 600 gang på et sekund eller 36.000 gange på et minut. Husk det næste gang du laver armbøjninger. Alt under 36.000 er ynkeligt. Det er også denne evne, der giver myggene deres karakteristiske lyd, som i øvrigt lyder nøjagtigt som negle der bliver trukket hen over din underbevidsthed. Derudover kan myg gå på vandet, og myggelarver har indbygget snorkel i bagdelen.
​
Men det er selvfølgelig deres evne til at stikke og drikke blod, der har gjort dem til et af verdens mest hadede dyr. Det kan nok ikke undre, at det kun er hunnerne der er så modbydelige, hannerne spiser nektar, hvis de da overhovedet spiser noget. Selve stikket er dog også fascinerende. Selve nålen er så tynd og fleksibel, at den kan bøjes ind mellem dine celler i kroppen, indtil den finder en blodåre. Denne suger den så kraftigt fra, at åren ofte kollapser eller endda flækker, så er der mere tilgængeligt blod til myggen.
 
Spil død, spil helt død
Men du er sikkert mere interesseret i hvordan du ikke bliver stukket, så nu kommer det snart: Anders Kofoeds guide til at undgå myggestik.
Et populært myggemiddel er myggelyset eller citronellalyset. Det er sandt, at nogle af olierne i citronellaplanten virker frastødende på myg. Men det gælder bare ikke for lysene. Selve lyset bliver nok aldrig stukket, men duftstofferne blæser simpelthen for let væk til at give god beskyttelse, med mindre du sidder i en tætsluttende ring af lys. Det samme gælder for lavendel og pebermynte; det er bare ikke effektivt nok. Du kan godt blive beskyttet, men kun hvis du kontinuerligt bruger hele din aften på at smøre dig ind, så duften aldrig forsvinder. Den slags er jo svært når man sover. Men hvis nu myggene ikke kan finde dig…
Det er din ånde, der tiltrækker myggene, nærmere bestemt den CO2, du puster ud konstant. Myg kan lugte din ånde på tværs af haven, samtidig med at de kan se din kropsvarme. En sidste ting, myggene går efter, er duften af sved. Så det kan ikke undre, at mænd oftere bliver stukket end kvinder. Mænd er generelt større (og udsender derfor mere varme) og ånder mere, og det med svedduften, behøver jeg nok ikke uddybe.
Så for at undgå myg, skal du bare ikke svede, have kropsvarme eller ånde ud, og det viser sig at holde stik (tøhø). Døde mennesker får aldrig myggestik. Det eneste der ellers hjælper er at pakke sig ind fra top til tå.
 
 
Alternativt kan du jo klaske dem, og her er den bedste løsning ikke kunsten at klappe med en hånd. Hvis du bruger en hånd skubber du luft ind mod myggen, som så bliver blæst ud af farezonen. Slår du derimod med begge hænder fanger du myggen i modvind fra begge sider, men pas på - den mest almindelige myggeskade er ”selfslapping”.
Held og lykke

Vinbjergsneglene er tvekønnede, det vil sige, at de er hanner og hunner på samme tid. Derfor indeholder et trekantsdrama blandt snegle er et helt håndboldhold af forskellige køn. Men selv når der kun er to snegle indblandet, er det en besværlig affære. Det kan tage timer, før man når til enighed om det videre forløb. Men når begge parter endelig er klar, bliver det vildt. Selve parringen indledes med, at begge snegle affyrer en spids kalkharpun direkte ind i flæsket på den udkårne, derefter trækker de hinanden ind i en hed omfavnelse.

Det er jo en voldsom fremgangsmåde at kaste sig ud i, men det skyldes nok, at man vil undgå snyd. Enhver tvekønnet snegl vil nemlig have fordel i kun at udføre han-delen af parringen, for det koster mange resurser at lægge æg. Men et forhold, hvor den ene snyder, holder ikke længe og derfor skal begge være dedikerede. En pil i siden må siges at være dedikation, men ikke nødvendigvis som man forestiller sig. Pilen er sneglens måde at sige på, at den mener det, for det kræver energi at lave et kalkspyd. Tænk på det som en gensidig forlovelsesgave. Som de fleste gaver er det i øvrigt en pakke, der kommer med en hemmelig agenda. Kalkpilen indeholder hormoner der åbner for de hunlige kønsveje ved at få musklerne til at slappe af. Så er der ingen vej tilbage. 
​
Så lær det af de imponerende snegle – i et godt parforhold er der ikke plads til snyd, og en god gave åbner for de kvindelige kønsveje. Hver gang 😊

Så landede den anden bog på boghandlernes hylder! Denne gang er den mest rettet mod voksne, og den handler om alle de myter, som vi går og bilder hinanden ind om de kære dyr. Og dem er der mange af. Men jeg har altså samlet de 100 ypperligste fortællinger i denne bog - hvor jeg også vurderer, om det er ren fup og fantasi, eller om der er hold i historierne. Undervejs i skriveprocessen har jeg læst oceaner af litteratur, og det har givet anledning til utrolig mange overraskelser og spontane latterudbrud.

Én af de mere sejlivede myter - som har givet mig mange mareridt og samvittighedskvaler som lille dreng - er dén om, at man ALDRIG MÅ RØRE EN SOMMERFUGL PÅ VINGERNE. Og den historie behøver du ikke engang læse bogen for at få slutningen på, for du får den nemlig, hvis følger dette link :-)

Hurra det er endeligt forår og nu vågner naturen langsomt. Snart vågner spidssnudet frø af vinterdvalen og tager en dyb indånding for første gang i 5 måneder. Slanger og myrer tænder for solcelleanlægget, og i træerne sidder fuglene og skriger.

Tænk dig at sove de kolde måneder væk. Slut med vinterdepression og ingen bekymringer over juleindkøb. Det eneste det kræver er, at du kan holde vejret i 5 måneder og ikke har noget imod at være gravet ned i det rådne mudder i bunden af en havedam. Nå ja, og så skal du selvfølgelig også være en frø.
Mange af de nordlige frøer har evnen til at skrue helt ned for stofskiftet. Hvilepulsen falder til nærmest vanvittige 2 slag per minut (der kan Bjarne Riis ikke være med) og åndedrættet stopper helt. Men når forårssolen varmer den nordlige halvkugle op igen, vågner frøen. Hjertet slår hurtigt igen og lungerne går i gang med at pumpe – det er egentlig ret utroligt.

Men foråret er også en kold tid at vågne i, og derfor gælder det om at få varmen på alle tænkelige måder. Mange slanger vågner nu og kravler sløvt hen til den nærmeste solplet, hvor de falder i søvn igen. Men også myrerne skal skaffe varme nu, og de går mere ingeniørmæssigt til værks. Når man nu alligevel råder over hundredetusinder af små kroppe, kan de lige så godt udnyttes. Derfor kan man nu se myrerne sidde på de solvendte sider af myretuen og suge sol. Når de er godt lune, trasker de ned i tuens dyb og skifter fra at være solceller til at være radiator. Det er da en genial varmeløsning og fuldstændig CO2-neutral.
​
Ellers er en af forårets glæder den smukke lyd af fuglesang. Solsortens er måske lettere at holde af end rågernes, men budskabet er det samme. Poetisk sidder fuglene i hver deres træ og skriger: ”Skrid fra mit territorium eller jeg smadrer dig”. Eller hvis de har opdaget en fugl af det modsatte køn: ”Se min store hale, jeg er et seksuelt vidunder.
Foråret er sandelig en smuk tid

Undervurder aldrig en honninggrævling. Huden er så tyk at pile og spyd ofte preller af. Den angriber uden tøven hyæner, pythoner og giftslanger... den vinder dog ikke altid. Og så er de tydeligvis utroligt intelligente. Jeg er ret vild med honninggrævlingen :-) tak til BBC

Faldt du og slog dig på de isglatte veje? Fik du en grim rift på knæet, som nu er betændt? Så skal du bare smøre kakerlakhjerne på såret.

Ja det lyder lidt uhensigtsmæssigt at tvære det bløde fyld i en saftspændt kakerlak ud over et sår. Især når man tænker på, at kakerlakker lever under ekstremt uhygiejniske forhold. Men det er netop kakerlakkernes trang til at bo på steder klammere end offentlige herretoiletter og teenage-drengeværelser, der gør dem modstandsdygtige mod bakterier. De er simpelthen nød til at kunne stå imod lidt af hvert, for ikke selv at blive syge.

I århundreder har forskellige kulturer brugt kakerlak som naturmiddel mod betændelse, forstoppelse og urinvejsinfektioner (evt som stikpiller…). Nu har forskere fra University of Nottingham efterprøvet det og fundet ud af, at kakerlakhjernen indeholder molekyler, der dræber E-coli og den modbydelige antibiotikaresistente MRSA-bakterie som svineproduktionen har givet os.

Det er bare endnu et eksempel på, at kakerlakken bare er en ven, du ikke har mødt endnu… og hvis du har mødt dem, er den en ven, du ikke har behandlet særlig venligt. Det fortjener de. De er fantastiske med deres elegante viften af følehorn, deres store mørke dådyrøjne og deres varme kastanjefarvede skjold. Puha jeg lod mig gribe af stemningen, men seriøst kakerlakker er for vilde.

Det er efterhånden almindelig kendt, at de er ekstremt modstandsdygtige mod radioaktiv stråling, at de kan overleve i dagevis uden hoved, og at de findes i lidt for rigelige mængder i din chokolade. Men kakerlakker byder på så meget mere.

Der findes f.eks. en kakerlak i Polynesien, der føder unger. Ja hun lægger ikke æg, hun føder! Ikke nok med det. Det er ikke fordi, hun bare gemmer æggene i maven og klækker dem derinde. Nej hun har en lille livmoder, og når ungerne er født, udskiller hun en hvid nærende væske til børnene. Kakerlakker vil også gerne amme offentligt.
På Madagaskar findes de hvæsende kakerlakker, hvor hannerne hvisler af hinanden som små kronhjorte i underskoven. Hannerne har endda noget der minder om horn (eller to pukler), som de bruger til at stange hinanden med. Det er ikke nødvendigvis et imponerende syn at se to stønnende kryb der vaklende brager ind i hinanden, men hvornår er det egentlig det?

Til gengæld findes der også kærlige hanner, og det viser sig, at når disse hanner blidt kærtegner hunnens følehorn, stiger safterne i hende (eller hormonproduktionen øges, hvis du vil være lidt uromantisk), og hun bliver hurtigere klar til parring. Forskere efterprøvede det ved at kilde kakerlakker med fjer… Fifty shades of gray i videnskabens navn.

Har du selv lyst til at kæle lidt med de langbenede brunetter, kan du få lysten styret i Japan. I Shunanshi Tokuyama Zoo kan du nusse kakerlakkerne og derudover vædde på kakerlakvæddeløb.  Bare tænk på dem som en lille kanin med en rustning på.
​
Udvalgte kilder:
http://www.livescience.com/53480-cockroach-pregnancy-unraveled.html
http://abcnews.go.com/Health/Germs/roach-locust-brains-hold-key-superbug-antibiotics/story?id=11577962

Da jeg gik ud i morges for at aflevere min søn i børnehaven, var det så koldt at min ånde frøs til is og måtte knækkes af. Havde nogle slået mig på mine blå fingre, var de eksploderet i en sky af småbitte iskrystaller… sådan føltes det i hvert fald. I sådan en situation er det rart at tænke på nogle, der har det lidt værre – og det er der heldigvis altid dyr, der har ;-)

Tag for eksempel pingvinerne. Her skal hannerne stå i to måneder alene i den antarktiske vinter, mens det fryser 60 grader, og der er vinstyrke sindssyg pelikan. Hans kone har forladt ham for at realisere sig selv og er taget på badeferie ved kysten (eller hvis man skal være lidt mere retfærdig, er taget ud for at finde mad, men det behøver vel ikke tage 60 dage?). Det er bælgravende mørkt, og alle hans venner arbejder intenst på at skubbe ham ud i kulden. For at undgå det bruges de to måneder på at gnubbe sig op af de nærmeste og tage et lille skridt hvert minut. Som en langsom vals i en overfyldt bus proppet med forfrosne mænd. Homofobi er ikke noget der giver mening hos pingviner (og det er måske ikke så mærkeligt at homoseksuelle forhold er meget almindelige). De små valsetrin gør i øvrigt, at pingvinerne med matematisk præcision bliver blandet rundt i den store bunke af ensomme hanner, så ingen er udenfor i alt for lang tid af gangen.

Er det ikke slemt nok? Så lad os kigge lidt på strømpebåndssnogene og blive i det homoerotiske segment. Strømpebåndssnoge går i hi om vinteren, og for at klare den modbydelige nordamerikanske kulde sover de mange sammen. Op til 8000 slanger i en stor vridende bunke (tag den Indiana Jones). Men knap har foråret ramt dem, før de vågner og bliver grebet af romantiske tendenser. Hunnerne udsender et duftstof (feromon), der tilkalder myriader af hanner, og de danner tilsammen en såkaldt parringsbold, hvor hannerne fortvivlet prøver at møfle sig nærmest på den stakkels hun… Nogle hanner er desværre tydeligvis b-slanger og står senere op end de andre. Så mens løjerne står på, er de stadig for trætte og for kolde til bevæge sig og være med. Hvad gør man så? Man lader selvfølgelig som om, man er en hun. Ja, man udsender endda hunlige duftstoffer, og vupti er man midt i en bunke af andre liderlige hanner. Så skal jeg love for, at de får varmen. Så går du og fryser, er det på med konens parfume og så ud i nattelivet ;-)

Ingen har det dog koldere end den nordamerikanske træfrø. Når vinteren rammer Alaska, bliver de stakkels små frøer til levende ispinde. Kropsvæskerne bundfryser og åndedrættet ophører. Til sidst stopper selv hjertet med at slå. De små nøddebrune isterninger kan blive så kolde, at kropstemperaturen er minus 16 grader. Men når foråret kommer tilbage, tør de op og er levende igen. Det der holder dem i live er en utrolig høj koncentration af blodsukker og så en masse urinstof i blodet – hvilket vel beviser, at det ind i mellem kan betale sig at tisse i bukserne for at holde varmen.

Alt dette gik jeg og tænkte på på vej hjem fra børnehaven… men jeg frøs nu stadig :-)

​Ah røde godter i den søde juletid. Sukkerstænger hænger på juletræet, men hvordan får man så flotte røde striber? Der er god mulighed for, at de kommer fra knuste lus. Den røde farve udvindes ved at tørre og knuse skjold­lus til et fint pulver. Tjek din slikpose og hvis der står E120, Karmin eller kochenille, så er der knust lus på menuen.

Skjoldlusen Dactylopius coccus kommer fra Sydamerika, hvor landmænd holder dem som 'husdyr' på store kaktusmarker. Som små rubinrøde bloddråber sidder de under det voksskjold, de selv har bygget og suger plantesaften ud af kaktussen, indtil de bliver indsamlet, tørret og knust.

Skjoldlus er i øvrigt fantastiske (og lidt plagsomme hvis man er haveejer). Nogle gange ligner de små skinnende perler, andre gange muslingeskaller, og så er der en art der ligner en sammenrullet tennissok (med rødt mønster, men uden sandaler). Netop tennissok skjoldlusen (eller Icerya purchase som den hedder formelt) er virkelig besynderlig. Her kan døtre blive incestuøst befrugtet af deres far på trods af, at de aldrig har mødt ham, samt at han er død længe inden, de er kommet ud af ægget… men det er en helt anden historie ;-)

Skjoldlus er virkelig meget bizarre insekter. De voksne hunner kan ofte ikke bevæge sig, og har stærkt reducerede eller helt manglende ben og antenner. Tit har de ikke engang et klart defineret hoved. De lever hele livet uden at blive voksne (et begreb man kald neoteni), men formår stadig at lægge æg. En enkelt skjoldlusehun kan gemme mere end 1000 æg under skjoldet, så formeringspotentialet er enormt! Jomfrufødsel (partenogenese) er almindeligt, men ind i mellem sker der også god gammeldags parring.

Nu kommer vi endelig til de stakkels hanner. De findes, har vinger og lever kun få timer til et par uger. Så man ser dem nærmest aldrig. De tager ikke føde til sig, og har rent faktisk ingen mund. Men der er selvfølgelig heller ikke meget tid til at spise, hvis man på få timer skal nå at finde sig en flot hun gemt under en voksskal og befrugte hendes æg. Derefter dør han.

Den røde skjoldlus er i øvrigt ikke den eneste lus i skindpelsen, eller i hvert fald i dine julegodter. Hvis du synes, at juleæblet glinser ekstra flot og sukkerstangen har en særlig glans, er den måske smurt ind i sekreterne fra en anden skjoldlus – den lækre knasende glasering er i virkeligheden udskilt fra bagenden af Kerria laccia.
​
Hvis du gerne vil nyde skjoldlusene, men er vegetar, kan du ofte også finde dem i læbestift (slik dig ikke om munden) og neglelak.
Glædelig jul
 
Kilder:
http://www.livescience.com/15292-insect-incest-male-reproduction.html
http://eol.org/pages/836534/overview