Da jeg gik ud i morges for at aflevere min søn i børnehaven, var det så koldt at min ånde frøs til is og måtte knækkes af. Havde nogle slået mig på mine blå fingre, var de eksploderet i en sky af småbitte iskrystaller… sådan føltes det i hvert fald. I sådan en situation er det rart at tænke på nogle, der har det lidt værre – og det er der heldigvis altid dyr, der har ;-)
Tag for eksempel pingvinerne. Her skal hannerne stå i to måneder alene i den antarktiske vinter, mens det fryser 60 grader, og der er vinstyrke sindssyg pelikan. Hans kone har forladt ham for at realisere sig selv og er taget på badeferie ved kysten (eller hvis man skal være lidt mere retfærdig, er taget ud for at finde mad, men det behøver vel ikke tage 60 dage?). Det er bælgravende mørkt, og alle hans venner arbejder intenst på at skubbe ham ud i kulden. For at undgå det bruges de to måneder på at gnubbe sig op af de nærmeste og tage et lille skridt hvert minut. Som en langsom vals i en overfyldt bus proppet med forfrosne mænd. Homofobi er ikke noget der giver mening hos pingviner (og det er måske ikke så mærkeligt at homoseksuelle forhold er meget almindelige). De små valsetrin gør i øvrigt, at pingvinerne med matematisk præcision bliver blandet rundt i den store bunke af ensomme hanner, så ingen er udenfor i alt for lang tid af gangen.
Er det ikke slemt nok? Så lad os kigge lidt på strømpebåndssnogene og blive i det homoerotiske segment. Strømpebåndssnoge går i hi om vinteren, og for at klare den modbydelige nordamerikanske kulde sover de mange sammen. Op til 8000 slanger i en stor vridende bunke (tag den Indiana Jones). Men knap har foråret ramt dem, før de vågner og bliver grebet af romantiske tendenser. Hunnerne udsender et duftstof (feromon), der tilkalder myriader af hanner, og de danner tilsammen en såkaldt parringsbold, hvor hannerne fortvivlet prøver at møfle sig nærmest på den stakkels hun… Nogle hanner er desværre tydeligvis b-slanger og står senere op end de andre. Så mens løjerne står på, er de stadig for trætte og for kolde til bevæge sig og være med. Hvad gør man så? Man lader selvfølgelig som om, man er en hun. Ja, man udsender endda hunlige duftstoffer, og vupti er man midt i en bunke af andre liderlige hanner. Så skal jeg love for, at de får varmen. Så går du og fryser, er det på med konens parfume og så ud i nattelivet ;-)
Ingen har det dog koldere end den nordamerikanske træfrø. Når vinteren rammer Alaska, bliver de stakkels små frøer til levende ispinde. Kropsvæskerne bundfryser og åndedrættet ophører. Til sidst stopper selv hjertet med at slå. De små nøddebrune isterninger kan blive så kolde, at kropstemperaturen er minus 16 grader. Men når foråret kommer tilbage, tør de op og er levende igen. Det der holder dem i live er en utrolig høj koncentration af blodsukker og så en masse urinstof i blodet – hvilket vel beviser, at det ind i mellem kan betale sig at tisse i bukserne for at holde varmen.
Alt dette gik jeg og tænkte på på vej hjem fra børnehaven… men jeg frøs nu stadig :-)
Tag for eksempel pingvinerne. Her skal hannerne stå i to måneder alene i den antarktiske vinter, mens det fryser 60 grader, og der er vinstyrke sindssyg pelikan. Hans kone har forladt ham for at realisere sig selv og er taget på badeferie ved kysten (eller hvis man skal være lidt mere retfærdig, er taget ud for at finde mad, men det behøver vel ikke tage 60 dage?). Det er bælgravende mørkt, og alle hans venner arbejder intenst på at skubbe ham ud i kulden. For at undgå det bruges de to måneder på at gnubbe sig op af de nærmeste og tage et lille skridt hvert minut. Som en langsom vals i en overfyldt bus proppet med forfrosne mænd. Homofobi er ikke noget der giver mening hos pingviner (og det er måske ikke så mærkeligt at homoseksuelle forhold er meget almindelige). De små valsetrin gør i øvrigt, at pingvinerne med matematisk præcision bliver blandet rundt i den store bunke af ensomme hanner, så ingen er udenfor i alt for lang tid af gangen.
Er det ikke slemt nok? Så lad os kigge lidt på strømpebåndssnogene og blive i det homoerotiske segment. Strømpebåndssnoge går i hi om vinteren, og for at klare den modbydelige nordamerikanske kulde sover de mange sammen. Op til 8000 slanger i en stor vridende bunke (tag den Indiana Jones). Men knap har foråret ramt dem, før de vågner og bliver grebet af romantiske tendenser. Hunnerne udsender et duftstof (feromon), der tilkalder myriader af hanner, og de danner tilsammen en såkaldt parringsbold, hvor hannerne fortvivlet prøver at møfle sig nærmest på den stakkels hun… Nogle hanner er desværre tydeligvis b-slanger og står senere op end de andre. Så mens løjerne står på, er de stadig for trætte og for kolde til bevæge sig og være med. Hvad gør man så? Man lader selvfølgelig som om, man er en hun. Ja, man udsender endda hunlige duftstoffer, og vupti er man midt i en bunke af andre liderlige hanner. Så skal jeg love for, at de får varmen. Så går du og fryser, er det på med konens parfume og så ud i nattelivet ;-)
Ingen har det dog koldere end den nordamerikanske træfrø. Når vinteren rammer Alaska, bliver de stakkels små frøer til levende ispinde. Kropsvæskerne bundfryser og åndedrættet ophører. Til sidst stopper selv hjertet med at slå. De små nøddebrune isterninger kan blive så kolde, at kropstemperaturen er minus 16 grader. Men når foråret kommer tilbage, tør de op og er levende igen. Det der holder dem i live er en utrolig høj koncentration af blodsukker og så en masse urinstof i blodet – hvilket vel beviser, at det ind i mellem kan betale sig at tisse i bukserne for at holde varmen.
Alt dette gik jeg og tænkte på på vej hjem fra børnehaven… men jeg frøs nu stadig :-)
RSS Feed